MetroXpress (Denmark) : Terrorister er vantro siger islamisk lærd
En prominent islamisk videnskabsmand vil offentliggøre en 600 sider lang forordning, der fordømmer terrorisme.
Målet med forordningen, der bliver offentliggjort i London, er at overbevise unge muslimer om, at de skal vende ekstremismen ryggen.
Muhammad Tahir ul-Qadri har arbejdet for at fremme fred og dialog mellem religionerne i 30 år. Og det er ikke den første fatwa, der er udstedt mod terrorisme.
En række islamiske grupper har siden terrorangrebene på USA i september 2001 fordømt terrorisme.
Men Qadri siger, at hans fatwa, der erklærer terrorister og selvmordsbombere for vantro, går længere end nogen tidligere forordning.
- Der er tale om den første mest omfattende fatwa om terrorisme, der nogen sinde er skrevet, siger Qadri, der har skrevet over 350 bøger om islamisk videnskab og selv forsker i sufisme, der fokuserer på fred og tolerance.
- Jeg har forsøgt at vende hver eneste sten, og jeg har forsøgt at rejse hvert eneste spørgsmål, der kan rejses om emnet, siger Qadri til nyhedsbureauet Reuters.
Den 59-årige Qadri, der er født i Pakistan, er leder af den religiøse uddannelsesorganisation Minhaj ul-Quran, der spreder sufismens idéer.
Qadri, der også er tidligere minister og rådgiver for Pakistans myrdede premierminister Benazir Bhutto, forelæser i hele verden i et forsøg på at fremme sit budskab om harmoni.
Han var en af de første muslimske ledere, der fordømte terrorangrebet mod USA.
Tim Winter, der underviser i islamiske studier ved Cambridge Universitet, siger, at Qadri synes at gå længere i sin fordømmelse af terror end andre muslimske lærde før ham.
- At erklære skurkene for vantro er usædvanligt. Det er helt klart et initiativ, der hjælper, siger Tim Winter.
Source : http://www.metroxpress.dk/dk/article/ritzau/2010/03/02/hssn8369x4241903/index.xml
Comments